Du har sikkert skrevet dig op til mit nyhedsbrev, fordi du er interesseret i numerologi. Og som du måske ved, laver jeg faktisk ikke numerologi mere. I hvert fald ikke som profession.

Hvorfor stoppede jeg?

Det er på en måde enkelt og samtidig meget komplekst. Jeg stoppede som numerolog, fordi jeg ikke længere følte, at jeg gjorde en positiv forskel. Jeg stolede ikke rigtigt på det, jeg fortalte mine kunder. Jeg følte, at det var “letkøbt” på mange måder, at påstå, at “det siger tallene, altså er det sandt”.

I virkeligheden oplever jeg, at vi mennesker er komplekse væsener. Vi har hver vores historie, livsoplevelse, udfordringer og traumatiske oplevelser i rygsækken. Vi er ikke vores 12/3 eller 16/7… Vi er levende mennesker med følelser, sansninger, oplevelser og tolkninger af virkeligheden. Og vi kan give slip på de blokeringer, der måtte ligge i energierne på andre måder end ved at fornægte dem og smide dem ud af vores liv (for de forsvinder faktisk aldrig helt!)

Det betyder ikke, at jeg ikke tror på tallenes kraft, eller at et navneskift har en kæmpe energimæssig betydning. Men det betyder, at jeg ikke tror på, at man på et par timer kan udregne, hvilket navn, der vil være bedst for en person. Og det betyder, at jeg måtte følge min mavefornemmelse og mit hjerte og slutte det kapitel af mit liv.

Hvem anbefaler jeg så nu?

Hvis du gerne vil skifte navn, anbefaler jeg af hele mit hjerte numerolog, astrolog og dybdeterapeut Anneminna. Anneminna har taget efteruddannelsen hos Alberthe Toft, og hun har stor forståelse for, hvordan vokaler og konsonanter påvirker vores navneenergier. Anneminna er super grundig, hun er dygtig og dedikeret – og super sjov!

Som du måske også ved, tog jeg i 2016 uddannelsen til Journey terapeut hos Brandon Bays. Det er selvfølgelig en af årsagerne til, at jeg også selv har skiftet fokus væk fra tallene og mere på, hvordan vi kan forløse vores traumer og blokeringer følelsesmæssigt.

Mærk dine følelser og få et bedre liv

Jeg elsker Journey metoden og bruger den hver eneste dag i alle aspekter af mit liv. Egentlig er det mest en tilgang til livet, hvor man mærker sine følelser i nuet i stedet for at flygte fra dem.

Og selvom det måske lyder nemt nok – så vil de fleste af os kunne nikke genkendende til, at nogle følelser er mere svære end andre at tillade…

Nogle har det svært med vrede, mens andre er bange for at være bange. Andre igen lider af dyb frygt for ikke at være god nok eller elsket. Og fælles er, at vi alle vil gøre meget for at undgå at mærke de følelser, som er svære for os.

Dette ønske om at undgå at mærke smerten, de ubehagelige følelser, fører til en masse (uhensigtsmæssig) adfærd, som vi så ofte forbinder med vores personlighed. I virkeligheden er den adfærd, vi tror er “os”, blot vores flugtstrategi væk fra nuet, væk fra det, der føles så ubehageligt. Og det, som – hvis vi tillod det – ville være overstået meget hurtigt og give os adgang til et MAGISK sted indeni. Det sted, hvor vi er forbundet med noget guddommeligt. Frihed, fred, kærlighed og lys.

Hvordan lærer man så at blive i de ubehagelige følelser, så de kan slippe deres tag?

Måske har du selv lyst til at lære at blive i dine følelser – ikke for at dyrke dem, men for at tillade dem, så de ikke styrer dit liv ubevidst. Når vi slipper modstanden på følelserne og bare tillader dem, sker der nemlig ofte det mirakuløse, at de slet ikke er så farlige længere.

Jeg ser ofte, at vi slet ikke har behov for den uhensigtsmæssige adfærd, når vi bare tillader følelsen i nuet og ved, at den slipper igen. At følelsen blot passerer igennem kroppen og skal have lov til det.

Den aller bedste måde at lære det på, i min optik, er ved at deltage i Journey grundkurset (ja faktisk hele uddannelsen…) Og for første gang nogensinde er vi så heldige her i Danmark, at selve grundlæggeren af Journey metoden, Brandon Bays, kommer og holder kursus her i København.

Det foregår den 13.-15. april 2019 på Radisson Blu Scandinavia. Jeg deltager som “træner”, dvs. tidligere deltager på kurset, som frivilligt står til rådighed for at holde rummet for alle dem, som kommer for første gang for at åbne op for følelserne.

Læs mere om det her.

 

Camille Viktoria

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.