Jeg kan ikke mærke mig selv…
Jeg ved ikke, hvad jeg kan lide…
Jeg spiser uden at vide hvorfor…
Jeg kan ikke mærke mine følelser…
Jeg er bange for at gøre andre ked af det…
Jeg er bange for at gøre ting forkert…
Der må være noget galt med mig…

Dette er blot nogle af de sætninger, jeg ofte hører fra personer, som kommer i Journey terapi hos mig.

Og det med ikke at kunne mærke sig selv eller føle sig forkert – det er noget, vi alle i større eller mindre grad oplever i vores liv.

De fleste af os har meget tidligt lært, at vi ikke kan stole på vores følelser. Vi er vokset op med, at andre har fortalt os, hvad vi mærkede, eller hvad vi burde have mærket.

Det sætter spor i voksenlivet at få af vide, hvad man må føle!

Tag lille Sofia, som er i Netto sammen med sin mor. Hun falder og slår sig på parkeringspladsen, og naturligt nok begynder hun at græde… Mor står der med alle sine talenter, en vogn fuld af varer, lillebror i vognen – og en masse mennesker, der går forbi og kigger…

Hvad gør Sofias mor?

I den bedste af alle verdener ville mor sætte sig ned og holde om Sofia (og lige sikre, at brormand var forsvarligt placeret). Mor ville lade hende græde, nusse hende og lade Sofia mærke, at hun er der for hende. Måske ville mor endda sige: ”Av for pokker, hvor du slog dig, da du faldt. Sikke en fart, du havde på. Hvor var du på vej hen i den fart, skat? …” (hint: mor hjælper hende med at italesætte, hvad der skete og mærke, hvordan hun har det – og giver plads til, at Sofia er ked af det – det er ikke så vigtigt, hvad der bliver sagt, som hvordan det bliver sagt).

Ofte sker der desværre det, at mor i stedet siger: ”Sofia, det gjorde ikke ondt… Rejs dig nu bare og sæt dig ind i bilen. Og lad nu vær med at græde, skat… Du kan få et plaster på, når du kommer hjem, hvis du holder mund nu…”

I endnu mere grelle tilfælde kan mor finde på at sige til Sofia: ”Nej, nu skete det igen. Du er så klodset. Nu skal vi igen vente på dig. Lillebror er sulten, og vi skal hjem. Stop med at græde og se så at komme ind i bilen, din klodsmajor…”

Har du lært at ignorere du på din mavefornemmelse?

Har du selv som barn været udsat for, at din mor, far, lærer eller anden autoritetsperson fortalte dig, hvad du skulle mærke i en bestemt situation? Fortalte din far dig, hvor ondt det gjorde, når du slog dig? Blev du belønnet, hvis du stoppede med at græde? Var du overbevist om, at det, du følte i en given situation, ikke var rigtigt – og at du skulle have følt noget andet?

Så er du i samme situation som de fleste mennesker. Denne underkendelse af følelser hedder med et fint ord Gaslighting – læs mere om, hvor skadeligt det er, lige her.

Konsekvensen af gaslighting er, at vi med tiden mister tilliden til vores egen mavefornemmelse, hvis andre ved bedre på vores vegne, hvad vi egentlig følte. I sidste ende stoler vi ikke længere på, at det, vi mærker, faktisk er sandt.

De andre ved meget bedre, hvordan du har det

Med andre ord lærer alle, som udsættes for gaslighting, at vores mor/far/partner/veninde/chef ved bedre, hvordan vi har det (eller skulle have haft det), end vi selv gør. Med andre ord lærer man, at vores egen virkelighed er forkert, og at andre ved bedre.

Og så ender vi der, hvor mange af mine kunder – og jeg selv – er endt: Med ikke at stole på det geniale værktøj, vi har fået stillet til rådighed her i livet – vores følelser (og mavefornemmelsen).

Jeg har ikke tal på, hvor mange bøger jeg har læst – og kurser jeg har taget – hvor hovedfokus var på, at man ”bare skal følge sin indre GPS”.

Og det er rigtigt nok.

Men jeg har jo ingen GPS!

Problemet med dette mantra er, at de fleste af os ikke har noget som helst begreb om, hvordan man gør. Vi skal først lige lære, at vi faktisk har følelser og ikke mindst lære, hvordan sådan nogle føles i kroppen… Det er ikke helt så nemt, som det lyder.

Tag ensomhed som et eksempel på en følelse, som ikke er super rar at mærke, men som de fleste af os dog alligevel har stiftet bekendtskab med i vores liv.

De fleste af os vil – når følelsen af ensomhed kommer snigende – straks dulme denne følelse med noget. Det er som om, noget sker i maven, måske bare en subtil fornemmelse af noget, vi ikke kan definere, men bestemt noget, vi ikke kan lide og på inden måde har lyst til at mærke.

Automatpiloten skåner os fra at mærke følelserne

Straks rækker vi ud efter noget, der kan holde følelsen nede. Det er lige gyldigt, hvad det er – vi skal bare for alt i verden undgå at mærke det.

Og alt dette sker på et ubevidst plan, dvs. at vi faktisk ikke er klar over, at det foregår.

Strategien bliver mere eller mindre automatiseret, hver gang ensomhed kommer snigende: ”ræk ud efter noget til at holde følelsen nede”… For mange kan det være mad (søde sager, chips, måske endda det sunde, bare der er nok af det…) – for andre er telefonen en kærkommen ven, for nogle er hård træning og endorfiner det, der kan få den *** følelse til at lade være med at poppe op.

Og heri ligger selve problemet.

Hvorfor er det forkert at føle sig ensom?

Ensomhed eksisterer. Det er bare en følelse. Det betyder ikke, at den vil være der altid. Men som Sofia, der gerne vil have pustet på knæet, når hun har slået det, vil ensomhed faktisk gerne bare lige have plads. Ensomhed vil mærke, at der er lige så meget plads til den, som der er til glæde, vrede, begejstring og alle de andre følelser.

Jo mere vi undertrykker én følelse, jo sværere bliver den med tiden at mærke. Og jo mere svært bliver det også for os som voksne at forstå, hvad der sker, når vi – helt uden varsel – pludselig fylder os med kaffe, alkohol, sukker eller andre stimulanser – for at undgå noget, vi ikke engang ved, hvad er…

Det, vi forsøger at undgå, er bare en følelse…

Det magiske er, at hvis vi tillader følelsen – hvis vi bare sætter os ned og mærker, at det er sådan her, jeg har det lige og nu. Hvis vi omfavner ensomhed med accept og kærlighed og accepterer, at lige nu føler jeg mig ensom… Så slipper ensomheden sit tag i os, og vores automatreaktioner er ikke længere nødvendige.

Såre simpelt, ikke? Det tager tid at lære at acceptere følelser, men der ligger en kæmpe frihed i at slippe de mønstre, som kun har til formål at UNDGÅ at mærke.

Sofia risikerer at blive et “problembarn”

Tilbage til Sofia… Hvis mor rent faktisk rummer, at Sofia har slået sig, er ked af det, og hun skal bare lige have lidt tid til at blive holdt om og mødt i sin følelse – ja så vil Sofia, så snart hun er klar, rejse sig og gå hen til bilen… Følelsen er blevet mærket og slipper sit tag i Sofia.

Hvis hun derimod aldrig får lov til at mærke, at hun er ked af det – så vil hun være nødt til at udvikle en strategi til at undgå at mærke ked-af-det-hed. Dermed vil ked-af-det-hed blive en af de følelser, som aldrig kommer til udtryk hos Sofia, den vil i stedet trigge en automatreaktion, som ofte falder i kategorien ”vanskelig adfærd”… Måske bliver Sofia i stedet vred på sin mor, eller måske bider hun det i sig og lader sin frustration gå ud over lillebror… Måske tisser hun i sengen, måske …. Hvordan Sofia end håndterer det, vil den vanskelige adfærd være et udtryk for, at hun ikke fik lov til at mærke den rå, ægte følelse, da den opstod.

Der er en risiko for, at Sofia med tiden vil udvise tegn på mistrivsel, hvis hun igen og igen bliver underkendt i sin følelse (læs mere om mistrivsel hos Mette Carendi).

Følelsesmæssig frihed – at turde mærke det, der er – her og nu

Det kan nogle gange virke helt plat, når jeg fortæller folk, hvad jeg arbejder med. Altså at Journey terapi dybest set bare er, at vi mærker vores følelser.

Derfor vil jeg gerne udfordre dig lidt: Tør du en hel dag MÆRKE – virkelig mærke, hvad der sker, hver gang du rækker ud efter telefonen (uden at skulle ringe til nogen), åbner køleskabet (uden at være sulten), shopper (uden at mangle noget)…. Eller hvad du nu gør for at undgå at mærke?

God fornøjelse

Camille

Camille Viktoria

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.