I dag er den 8. maj 2017. Det er en særligt heldig dag – numerologisk set.

Numerologien anser kombinationen af 8 og 5 for heldig, endda med mulighed for, at alt kan lykkes. De, som er født i en sådan kombination, har dermed også en ret god chance for at opleve en del held igennem livet.

Held og englevinger

Men i dag er ikke bare en heldig dag. Det er en engledag med super held. Sådan en dag, hvor man kan opnå selv det, der måtte synes umuligt. F.eks. at slippe ud af 8 års fangenskab – som vi senere skal komme ind på.

Dagen i dag giver nemlig samlet set 23/5. Det får vi ved at lægge alle tallene fra datoen sammen: 8 + 5 + 2 + 1 + 7 = 23/5.

23/5 handler om held, om at være støttet og føle sig båret på englevinger. Det er den højeste vibration i numerologien – og én, vi virkelig gerne vil have som navn (f.eks. Lotte, Malene, Natascha, Gustav, Dennis, Carsten – og ikke mindst Olsen).

Natascha Kampusch – et liv med engle og lidelse

Og hvad har denne dag så med Natascha Kampusch at gøre? Og er det ikke frygteligt at bruge hendes eksempel til at beskrive et numerologisk fænomen?

Tro mig, jeg skriver dette i den største respekt for det menneske, som har måttet så grusomt meget igennem. Da jeg læste hendes bog 3.096 dage, slog det mig, hvor HEL hun egentlig er. Jovist, hun har oplevet det mest hjerteskærende, ondskabsfulde og grusomme – men hun er ikke blevet knækket, og hun er meget nuanceret i sin beskrivelse af den mand, der tog hende til fange, sultede og slog hende.

Natascha blev født den 17. februar 1988. Det er en vild dag! Hendes fødselsdag indikerer, at her er et menneske, der skal bære store byrder, opleve kæmpe drama, spotlight, skæbnesvangre oplevelser, stor ensomhed og ikke mindst kamp.

Samtidig er der en enorm – næsten uovervindelig styrke i både hendes navn og fødselsdag – og her har 23/5 og 32/5 i navnet samt 8-tallerne i hendes fødselsdag på mange måder reddet hende.

I Nataschas navn finder vi – nøjagtigt som i fødselsdagen – en vild kombination af held, engle, støtte – og dyb ensomhed, drama, tab, krig og længsel.

Numerologien kan ikke bare forklare, hvorfor hun overlevede – men også hvorfor hun skulle så meget grusomt igennem (og stadig går meget igennem)… Og ikke mindst, hvorfor hun slap fri.

Jeg vil ikke gå ind i selve navnet – men læg evt. selv numeroskopet, hvis du kan det – hendes navnevibrationer er 23/5 – 17/8 – 32/5.

Dagen, hvor alt kan lade sig gøre

Natascha slap fri den 23. August 2006.

Her har vi både 23/5 og to kombinationer af 5 + 8 (held) … Der er også en 16/7 kombination, som handler om at miste, at give slip (og her gav hun slip på fangenskab og det liv, hun kendte på godt og ondt).

Derudover er ”skæbnetallet” for dagen 21/3, som står for magi og succes – dvs. at der virkelig var støtte fra oven til, at Natascha kunne flygte. Det var både en dramatisk og næsten uforklarlig flugt af en pige, der havde været gemt under jorden og stripset fast til manden, når hun var ”oppe” – og her løb hun faktisk ud af en (denne dag ulåst) havelåge, mod alle odds.

Hendes bortfører havde i øvrigt mange af de samme energier – både 17/8, 16/7, 18/9 og dermed også en masse drama og ensomhed – og psykopattal i øvrigt, men det skal vi ikke komme ind på her.

Hvorfor skete det for hende?

Da jeg læste bogen, kom tanken om karma mange gange op. De to har på en eller anden måde været forbundet, uforklarligt og uforståeligt.

Samtidig er selve bogen et studie i menneskelig overlevelse, empati og troen på noget større.

Natascha nævner mange gange i bogen, at hendes bortfører dybest inde ønskede et ægte forhold til hende, og hun oplevede, at hans inderste længsel var, at nogen elskede ham og havde brug for ham. Deres mange fælles vibrationer har formentlig betydet, at hun måske forstod ham bedre, end andre ville kunne.

Og smukkest af alt: Natascha mødte i sin celle den 18-årige jeg (i et syn) – og denne pige lovede hende at få hende fri – det var (som jeg læser det) en af de primære årsager til, at hun blev ved med at tro på, at det kunne lade sig gøre. Og det gjorde det – på en magisk og heldig engledag.

Med kærlige hilsner,

Camille

Camille Viktoria

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.