Som børn er vi ofte i god kontakt med følelser. Børn har ikke behov for at undertrykke følelser (med mindre der er tale om omsorgssvigt eller andre traumatiske hændelser, hvor det er ren overlevelse at undertrykke følelser og behov).

Børn kan blive bange for døden, monstre eller spøgelser… Ligesom de spontant og frit kan glædes over en rutschetur, en hundehvalp eller en tumleleg.

De tør også være kede af det, græde og bede om opmærksomhed. Og de fleste børn har et ret uproblematisk forhold til vrede, jalousi og frustration…

I hvert fald indtil vi beder dem om det. For følelser larmer, de kræver opmærksomhed, og i vores ofte travle liv passer de ikke ret godt ind.

“Skynd dig nu, vi har ikke tid til det der…”… “Det gjorde ikke ondt”.. “Stop nu med at græde” … “Pjat, der findes ingen spøgelser – sov nu bare…”

Langsomt og sikkert lærer børn at fjerne sig fra den naturlige tilstand af følelsesmæssig frihed – og bevæge sig over i “voksenverdenen” fuld af undertrykkelse og flugt fra følelser.

Når vi undertrykker en følelse, som reelt blot er “energi i bevægelse” – stopper vi bevægelsen. Når vi gør det, stopper vi samtidig det naturlige flow indeni. For følelsen er der stadig, men nu sidder den fast i stedet og bliver med tiden – hvis den ikke mærkes – til en blokering.